Generalforsamling – 16. januar 2016

 

Udnævnelse af årets knallertmand

Årets knallertmand skal denne gang korrigers til årets knallertpar. Bestyrelsen i Aktiv har i 2015 valgt at tildele dette skulderklap til par som uden tvivl, kun kan betegnes som rigtige klubkammerater.

På det personlige plan vil jeg specielt fremhæve, at årets knallertpar altid er i godt humør, er venlige og imødekommende. Jeg kommer bestemt heller ikke uden om, at årets knallertpar er særdeles flittige og hjælpsomme, faktisk er de altid parat til at give en hånd.

Denne flid og hjælpsomhed kommer både til udtryk som par, men også som enkelt person.

Hvis vi kigger på dem som par, kan jeg fremhæve, at de altid er parat til at give en hjælpende hånd til klubbens arrangementer. Adskillige gange har de hjulpet med, at servicerer klubbens medlemmer, samt været behjælpelig med alt det praktiske.

Hvis vi kigger på damen i årets knallertpar, vil jeg specielt fremhæve, at hun mestre at stå i et køkken. Hun har gennem tiden brygget adskillige kopper kaffe og serveret et utal af pølser til os.

Hvis vi kigger på manden i årets knallertpar, vil jeg specielt fremhæve en situation, jeg har oplevet flere gange. Som I alle ved, kan det forekomme, at en knallert for motorproblemer til et knallertløb og de af os som har prøvet det, ved at det er træls. Netop i denne trælse situation, møder vi ofte manden fra årets knallert par. Her er han igen klar til at give en hjælpende hånd, enten med at få knallerten repareret, så vi kan komme ud at kører igen, eller med at få knallerten læsset på opsamler vognen.
Med disse ord vil jeg på vegne af bestyrelsen i Aktiv udnævne Mona og Erik Rasmussen fra Fjelstervang til årets knallertpar 2015.

 

Valg af referent

Tommy Hansen

 

Valg af dirigent

Ib Farcinsen

 

Formandens beretning

Jeg vil i denne beretning prøve, at sætte ord på, hvad der er sket i vores klub i 2015. Afslutningsvis vil jeg tage et kig i krystalkuglen og prøve at sætte ord på, hvordan vi fra bestyrelsens side ser fremtiden for klubben.

På mange måder ligner 2015 de forudgående år, interessen for vores klub og fælles hobby er stadig støt stigenden i en positiv udvikling.

På aktivitetssiden har 2015 traditionen tro budt på et bredt udvalg af arrangementer. I årets første måneder stod den på nytårskur, generalforsamling og stumpemarked.  Fra tidlig forår og til langt hen på efteråret, har der været afholdt en lang række super gode løb og arrangementer.  For alle arrangementer gælder, at de har været arrangeret af aktive medlemmer og lad mig benytte denne lejlighed til at takke jer alle for det store engagement I har lagt i de forskellige aktiviteter. Uden jer, havde vi ikke den klub vi har i dag.

På medlemssiden går det også godt, flere og flere finder interesse for vores klub og fælles hobby. Faktisk kan vi Alle være stolte over, at vi i 2015 rundede 600 medlemmer.
Det er alt sammen et sundhedstegn for en klub som vores, kan vi næsten tillade os, at forlange mere…

Klubbladet udkommer stadig efter de retningslinjer, vi besluttede i forbindelse med opstarten. Igen i år er der udkommet 4 knald gode numre fyldt med inspirerende og spændende artikler i en absolut fornuftig kvalitet. Vi fortsætter i samme stil og udvider gerne sideantallet i det omfang, der er tilstrækkeligt stof tilgængeligt. I forhold til sideantal er jeg stolt over, at sidste nummer af Aktiv knallert forum slog alle rekorder. For som i sikkert har bemærket var bladet på hele 52 sider.

Vores nye hjemmeside er også kommet godt fra start, selv om der i starten var lidt udfordringer i forhold til log-in delen. I bestyrelsen synes vi, at klubben har fået en hjemmeside som er imødekommende og brugervenlig. Som jeg skrev i sidste klubblad, vil gerne opfordre de af jer, der endnu ikke har oprettet jer som bruger på hjemmesiden til at gøre det, da jeg er sikker på at I, i et eller andet omfang kan få glæde af det materiale, der ligger på denne del af siden. Endvidere vil jeg gerne slå et slag for, at vores hjemmeside og for den sags skyld også vores Facebook side bliver mere levende. Dette betyder dog, at vi har brug for jeres hjælp. Ikke hjælp til at skrive en lang reportage, men blot til at sende nogle stemnings og situations billeder fra de arrangementer som I deltager i. Disse fotos vil være med til at gøre både hjemmeside og Facebook meget mere levende til gavn for alle.

Klubbens årlige stumpemarked er for længst overstået, men jeg kan næsten ikke undgå at kommen ind på det, selv om det næsten bliver en beretning i sig selv.
Fredag den 20. februar 2015 står for mig uden sammenligning som en af de værste dage i mit liv. Lige over middag ringede Benny til mig og fortalte, at brandmyndighederne i Viborg ikke ville godkende den planlagte hal på Jegindøvej, og at det ville være umuligt at nå, at lave de ting som brandmyndighederne havde påpeget. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg blev meget stille, da jeg hørte budskabet, for hvad fanden gør man lige i sådan en situation. Der var jo kun en god uge til det hele skulle løbe af staben. Gode råd var dyre for, hvad skulle vi gøre. Skulle vi aflyse, eller prøve at finde et nyt sted. Vi traf den beslutning, at vi ville prøve at finde et nyt sted, selv om vi godt var klar over at det ikke ville blive let, set i lyset af den korte tidsfrist. Vi gik alle i tænkeboks for at prøve at finde en løsning. Sidst på eftermiddagen ringede Benny igen til mig for at fortælle, at han havde snakket med messecentret i Aars og at de havde plads til os. Dette var vi ikke længe om at sige ja til.

Nu var spørgsmålene bare, ville kræmmerne stadig komme nu, hvor markedet var flyttet fra Viborg til Aars og hvordan informerede vi flytningen ud til publikum med så kort varsel uden at undgå, at de fleste ville komme til at kører forkert. Spørgsmålet om, hvor vidt kræmmerne ville kører til Aars var til at håndterer, for dem vidste vi, hvem var og kunne derfor ringe til dem. Spørgsmålet omkring, hvordan vi fik informeret flytningen ud til publikum var langt mere udfordrende. Vi traf den beslutning, at vi ville lægge infoen på Facebook og på så mange knallert relaterede hjemmesider som muligt.

På bare 6 dage blev informationen om flytningen set af over 11.000 personer på Facebook, hvilket jeg synes er ret imponerende. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle jer der har været med til at formidle budskabet, hvad enten det har været via mund til mund metoden, mails, hjemmesider eller Facebook. Jeg er helt sikker på, at klubbens stumpemarked var blevet en fiasko uden jeres hjælp.

For en fiasko synes vi bestemt ikke det blev, til trods for de hårde odds. Ca. 1200 personer gæstede nemlig markedet, hvilket er lidt flere end sidste år. Fra min plads ved indgangen kunne jeg også konstaterer at der var gang i handlerne, for hold da op, hvor der blev slæbt mange stumper og kørertøjer ud.

Det at flytte stumpemarkedet til Aars kunne kun lade sig gøre fordi, at dem der afholder Aars stumpemarked var flinke og give lov til det. Det virker måske underligt, hvorfor de skulle give lov til dette, men det var en af betingelserne fra messecentrets side. For at gøre en lang historie kort, har vi i været i dialog med Aars stumpemarked og Messecenter Aars, da vi rigtig gerne fremover vil holde klubbens stumpemarked i Aars. Det vil vi, da vi synes at rammerne her, er helt perfekte. Det har dog ikke været mulig at lave en aftale med dem, hvor vi igen kunne holde vores eget stumpemarked i Aars. I stedet har vi lavet en aftale, hvor vi holder et stumpemarked i samarbejde med Aars stumpemarked. Det betyder at navnet Viborg stumpemarked er aflivet, fremover vil markedet hedde Aktivs 2-hjulet stumpemarked. Vores gamle koncept med, at markedet kun er for veteranknallerter, er delvis bevaret. Det skal forstås sådan, at der stadig kun vil være veteranknallerter og stumper i den store hal som vi havde sidste år og som noget nyt, vil der være veteranmotorcykler og stumper i hallen ved siden af. Vi glæder os til samarbejdet med Aars stumpemarked og tror på, at det nye koncept med veteranknallerter og veteranmotorcykler er en rigtig god cocktail. Håber vi ses i Aars den 19. marts 2016. I forhold til den 19. marts 2016 har vi brug for hjælp, da der er mange gøremål til et så relativt stort arrangement. Så skulle der sidde nogen her, som har mulighed for at give en hånd denne dag, hører vi gerne fra jer.

2015 blev også året, hvor vi valgte ikke at have en stand på Herning stumpemarked. Vi beklager, hvis nogen har ledt forgæves efter os, men vi synes ganske enkelt ikke, at Herning stumpemarked er, hvad det har været.

I stedet valgte vi at lave en stor udstilling med ca. 25 veteranknallerter til stumpemarkedet i Fredericia. Jeg kan kun sige, at det var en kæmpe succes, aldrig har vi snakket med så mange mennesker. I løbet af de 2 dage som udstillingen løb over var der mindst 2000 mennesker inde på standen.

2015 blev også året, hvor der blev præsenteret et helt nyt tiltag i Aktiv regi, nemlig rabat aftaler. Som i sikker har læst i bladet er der lavet rabat aftaler med Moped Speed, Yamaha FS-1, Aars stumpemarked, samt Bilmesse og Brugt markedet i Fredericia. Det at lave rabat aftaler til gavn for klubbens medlemmer er et emne, som vi gerne vil udvikle på i fremtiden. Hvis der er nogen af jer som har kendskab til en virksomhed, hvor vi kan lave en sådan aftale hører jeg gerne fra jer.

Som jeg skrev i blad 4 vil vi fra bestyrelsens side gerne give jer en julegave. Julegaven består af, at vi har lavet har lavet en aftale med en virksomhed (klubtryk.dk) som har specialiseret sig i at sælge tøj til forskellige klubber. Rent praktisk kan I købe T-shirt, Soft Shell jakker og meget mere ved at gå ind på vores hjemmeside og klikke på ”klubtøj”. Her kommer man ind på en side, hvor man i ro og mag kan bestille de forskellige effekter. Der er mulighed for at vælge mellem, T-shirt, Poloshirt, Sweatshirt, Soft Shell jakker, kasketter og kørerveste, farver, størrelser og hvilket tryk der skal være på tøjet. Når man har valgt det man vil købe, betaler man på samme måde som når man handler alle andre steder på nettet. Herefter vil de købte vare blive sendt direkte hjem på din adresse. Det gode ved denne aftale er, at man når som helst og hvor som helst kan gå ind og bestille det man ønsker, i stedet for at skulle vente på, at man lige løb ind i en fra bestyrelsen. En anden fordel er, at klubben ikke skal ligge inde med et lager, da alt bliver trykt efterhånden som det bliver bestilt. Vi håber at I vil tage godt i mod det.

Indledningsvis sagde jeg, at 2015 lignede de forudgående år på mange måder, men det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at vi i bestyrelsen har haft en anelse mere møde aktivitet end vi plejer. Det skyldes langt hen af vejen den situation vi havnede i sidste vinter, hvor vi pludselig blev hjemløse i forhold til vores stumpemarked, samt i forbindelse med indkøringen af vores nye hjemmeside. Som sagt har det været et par ret store opgaver som skulle løses, men jeg kan ikke sige andet, end jeg synes de er blevet løst i god ro og orden.

Inden jeg tager et kig i krystalkuglen vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke Alle jer der på den ene, eller anden måde har bidraget til at klubben har levet op til sit navn – Aktiv. Uden jeres arrangement var klubben ingen ting.

Når jeg kigger på fremtiden er der specielt to ting, som jeg tror vi bliver udfordret på. Og når alt kommer til alt, har begge punkter noget med økonomi at gøre. For at sikre, at klubben har en sund og stærk økonomi har vi i bestyrelsen med kasseren i spidsen hele tiden fokus på indtjening, omkostninger og de budgetter der vi har lagt. Hvis man sætter sig ned og nærlæser sidste og dette års årsregnskab er der et par punkter som vil falde de fleste i øjnene. Det ene er, at vi bruger en stor del af kontingent kronerne på porto i forbindelse med udsendelse af klubbladet. Det er ret mange penge og for at det ikke skal være løgn, har Post Danmark endnu en gang varslet en porto stigning for det kommende år. Den anden ting man vil få øje på, er at klubben er afhængig af et relativt stort overskud fra stumpemarkedet for at budgettet hænger sammen. Gældende for begge punkter er, at vi ikke er herre over nogen af dem, fakta er bare, at begge punkter kan vælte budgettet. I forhold til den kommende porto stigning, har vi som i sikkert har bemærket, været nød til at hæve kontingentet med kr. 25,- i 2016 for at få budgettet til at hænge sammen for det kommende år.

Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg ser fremtiden som værende fuldstændig sort, tvært imod. Jeg tror på, at Aktiv fremover stadig vil være Danmarks største veteranknallertklub. Det tror jeg på fordi, at denne klub altid har forstået at tilpasse sig og grebet de muligheder der har været, samtidig med at udfordringerne er blevet løst på fornuftig vis. Det skal vi blive ved med.

2016 vil igen blive et år, hvor der kommer nye tiltag. For at sikre arvefølgen, vil vi bla. komme til at stifte bekendtskab med et forum på vores hjemmeside. Et forum, hvor vi kan udveksle erfaringer og problemstillinger med hindanden. Hvorfor nu sådan noget moderne pjat, sidder nogen af jer måske og tænker. Tidligere har jeg også selv haft den holdning, men vi kommer ikke uden om, hvis vi fortsat skal tiltrække den yngre generation.

Jeg vil med disse ord overlade denne beretning til generalforsamlingen
Henning Boye, Formand

Formandens beretning blev godkendt.

 

Årets regnskab

Kassereren gennemgik Regnskabet og resultatopgørelsen for 2015 samt balancen for 2015.
Regnskabet blev godkendt. Det viste regnskab skal underskrives af bestyrelsen af hensyn til Nets

 

Anvendelse af overskud

Jubilæums arrangement i forbindelse med 25 års jubilæet i 2017

 

Indkomne forslag

Der var ingen indkommende forslag fra medlemmerne.

Bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer
3.2 www. Knallerttur.dk (slettes)
5.0 Dette gælder dog ikke gæstemedlemmer (slettes) Gæstemedlemsskab ophører fra 2017

Referater fra bestyrelsesmøder skal fremover på den lukkede del af hjemmesiden.

Forslagene blev godkendt.

 

Valg af bestyrelsesmedlemmer

Kurt Oxbøll genvalgt, Lars Jensen genvalgt, Bo Jensen nyvalgt.

 

Valg af 2 suppleanter

Karsten Bitsch genvalgt, Kenneth Damgaard nyvalgt.

 

Valg af 2 revisorer

Michael Svarre genvalgt, Karl Forup nyvalgt.

 

Valg af 1 revisorsuppleant

Leif Hansen nyvalgt.

 

Eventuelt

Forkert årstal på giro indbetalingskort der står 2015 og ikke 2016

Størstedelen af forsamlingen var tilfredse med den nye hjemmeside.

Stor ros til redaktøren for et fantastisk blad.

Medlemslisten mangler på hjemmesiden, når der eksempelvis skal arrangeres løb.

Henning: “hvis noget på hjemmesiden ikke fungerer så giv os straks besked.”

 

Veteranknallertforedrag ved Per (Kreidler)

Fantastisk foredrag og gennemgang af Kreidlers opstart i 1892 ved Anton Kreidler, og hele historien frem til 1950, hvor Hilber bliver ansat til at varetage og udvikle knallert produktionen. Kreidler går sidenhen konkurs. Rygterne gik på, at det skyldes manglende salg af reservedele. Dette var dog ikke sandt.

Stor tak til Per for en fantastisk gennemgang af Kreidlers historie.