Styrt og regnvejr prægede årets kræmmerløb
Dagen startede i festteltet på Sunds Kræmmermarked, og der var da også feststemning blandt de 68 fremmødte knallertkørere. De kunne nemlig se frem til en 70 km. lang rute i området Nordvest for Herning. Inden starten kunne gå, blev knallertentutiasterne trakteret med kaffe og rundstykker, alt mens nysgerrige besøgende kunne beundre krom, læder og gummi helt tilbage fra bedstefars tid på kræmmerpladsen.
Kl. 10 kunne starten gå, og til lyden af veteranmotorer og lugten af benzin kunne det imponerende knallertfelt forlade kræmmerpladsen med kurs mod første stop på ruten, Sinding Forsamlingshus. Første del af etapen forløb fint, selvom skyerne på himlen truede med at åbne for hanerne, men på parkeringspladsen ved Sinding Forsamlingshus kunne vi nyde en velfortjent øl eller sodavand og beundre hinandens tohjulede vidundere.
Dernæst fortsatte totaktersmotorerne mod Trehøje Bakke, og så gik det galt. Vandet stod ned fra oven, så både regntøj og gummistøvler blev gennemblødt, og da vi nåede frem til destinationen, var det en flok forkomne kørere, der stod af knallerterne. Til gengæld holdt det tørt i pausen, så man kunne nyde udsigten over heden fra toppen af bakken.
Vi fortsatte mod Æ’ Fiskehus i Sørvad, og da vi kom frem, var vi ikke kun våde og kolde, men også så småt ved at være sultne. Det var derfor nogle meget velkomne smørrebrød, der blev serveret på stoppet, og til alt held kunne vi nyde frokosten i nogenlunde tørvejr med udsigt over fiskesøen.
Der hvilede dog en forbandelse over feltet på denne dag, for da vi fortsatte på ruten, begyndte det igen at regne. Set i bakspejlet kan vi dog være glade for, at vi trods alt – stort set – havde tørvejr i pauserne.
Det sidste stop blev ved Ørre Naturskole. Her fik vi også vist knallerterne frem på Ørre Kræmmermarked, som blev afholdt ved siden af naturskolen. Efter en æresrunde på markedspladsen fortsatte vi mod Sunds, hvor en kold øl og en varm pølse ventede os i festteltet.
Bortset fra regnvejr og et enkelt styrt blev det en god tur. Tre knallerter måtte give op undervejs, og et par småreparationer måtte foretages, men vores trofaste følgebil var en god hjælp i det våde føre og alle kom helskindet – omend noget fugtige – hjem.