Veteranknallertklubben Aktiv afholdt lørdag den 15. august det årlige Sunds Kræmmerløb. Der var planlagt en rute på 65 km med start og slut på et velbesøgt Sunds Kræmmermarked med udstilling af knallerterne før og efter løbet.
Om morgenen mødtes kørerne på til kaffe, morgenbrød og hyggesnak, mens de mange knallerter kunne beskues af pladsens øvrige besøgende. Udstillingen havde flotte eksemplarer af veteraner helt tilbage til 1955, mens de nyeste årgang var fra midten af 80’erne. Snakken gik mest på, om det dårlige vejr skulle holde hele dagen, da der inden afgang lød tordenbulder i det fjerne, mens regnen faldt på de flotte veteranknallerter.
Kl. 10.00 blev de mange motorer sat i omdrejninger og kursen blev lagt mod Sydvest og Gødstrup Sygehus. Der var omtrent lige så mange knallerter som kilometer på ruten, og de 60 knallerter vakte opsigt i Herning opland. Her holdte flere gående og cyklende trafikanter til side for ivrigt at filme den forbipasserende sværm af summende knallerter. I regnvejr og trods lettere udfordringer omkring koordineringen af navigationen, ankom feltet i samlet flok til en kort opsamling.
Efter stoppet i Gødstrup fortsatte de mange kørere på dagens rute, som var præget af en del småproblemer med mekanikken. Ved Kullejerne var der tid til at fugte vejstøvet af ganen med en kold øl eller sodavand. For de interesserede var der ikke kun til tørsten, men også lidt til de små grå, da Kurt fortalte om områdets historie bl.a. arbejdet i kullejerne under besættelsen.
Således beriget på både krop og sjæl fortsatte turen mod Fjelstervang Forsamlingshus. Solen kiggede frem, og flere af feltets kørere dristede sig til at smide regnfrakkerne. Det var således en solskinstur hele vejen til Fjelstervang, og feltet kom næsten tørskoede til det nye og flotte forsamlingshus, som fik mange beundrende blikke og kommentarer med på vejen. Dernæst stak feltet mætte og tilfredse til vejs igen. Det varede dog ikke længe før der måtte holdes en ufrivillig pause på landevejen, da der opstod mekaniske problemer hos en af kørerne. Regnskyer truede igen i horisonten, og mange benyttede lejligheden til at finde regntøjet frem fra taskerne igen, inden turen kunne fortsætte.
Regnen holdte sig væk trods trusler om det modsatte, og alle knallerter kom tørre frem til dagens sidste stop ved Skærbæk Højskole. Her var der en kort pause ved bredden af Skærbæk Sø, og knallertentusiasterne kunne nyde den stille natur i området efter en dag med masser af motorstøj. Lidt mere larm blev det dog til på turen tilbage til Sunds Kræmmermarked, og kl. 14.30 rullede 60 ømme knallertrumper ind på pladsen, hvor det var tid til en øl og en pølse, inden der var afsked for i år.
Alt i alt var det en god tur til trods for, at vejret og mekanikken drillede lidt undervejs, og vi ser allerede frem til Sunds Kræmmerløb i 2016.